Scan selv dine varer i Netto
Vi kender situationen: Man står i kø i det lokale supermarked i myldretiden og kassekøen er alenlang. Dagligvarerbutikkerne har mange steder problemer med at skaffe arbejdskraft nok, og det kan fra tid til anden sætte sine spor på serviceniveauet.
Men i en ikke så fjern fremtid kan den moderne teknologi afhjælpe noget af problemet. Løsningen går ud på, at man scanner sine varer selv og efterfølgende betaler ved en kasse, som blot skal tage imod penge. På den måde kan færre ansatte få flere kunder hurtigere igennem butikken.
Teknologien har været meldt på vej i årevis, f.eks. i 2005 og april sidste år, uden at det er gået lynhurtigt med at få det indført. Men jeg har netop hørt, at de første seriøse tests i danske supermarkeder er gået i gang.
Det er Dansk Supermarked, der fører an med test i en enkelt Netto-butik og en enkelt Føtex. Jeg har ikke kunnet finde noget information på nettet om forsøget endnu, så det er uvist, hvordan det går, og hvad planerne for evt. videre udbredelse er.
Systemet fungerer allerede i flere udenlandske supermarkedskæder, så det er ikke banebrydende science-fiction teknologi. Men i hvert fald er det en nyskabelse, og jeg glæder mig til at se, om det ikke bliver en fordel for både butikker og forbrugere.
Jeg scanner i hvert fald gerne mine varer selv, hvis det kan få mig hurtigere ud af en fyldt butik.
Update: Her er en beskrivelse af, hvordan det foregår i en svensk dagligvarerforretning. Hos grossisten Inco er det også allerede en realitet.
* Salling Group