IPhone snart udsolgt i Storbritannien
Apple har endnu ikke lanceret deres fancy iPhone i Danmark. (I hvert fald ikke officielt, selvom der ifølge business.dk befinder sig ca. 8.000 parallelimporterede mobiler af slagsen i DK).
Men på andre markeder har Apple kunnet fejre store successer. I Storbritannien lyder meldingerne nu, at den første generation af iPhones er ved at være udsolgt.
Patrick Altoft på Blogstorm skriver, at den store kæde Carphone Warehouse har meldt ud via deres partnerprogram, at de næsten er løbet tør for iPhones. (og ja, det var i Carphone Warehouse, at Paul Potts arbejdede, før han begyndte at synge opera). Det betyder, at briterne må væbne sig med tålmodighed og vente på den næste generation af telefonen, som så til gengæld også vil have den 3G-funktionalitet, som de første Apple-telefoner med rette er blevet kritiseret for at mangle.
Mit største “problem” med iPhonen, er tastaturet og ikke så meget den manglende 3G-understøttelse.
iPhonen er rigtig smart og det ser også tjekket ud med tastaturet, men det er altså ikke særlig brugbart. Efter min mening bør Apple også lancere en iPhone med et rigtig tastatur.