For det er rigtigt, at der formentlig ikke findes mange danskere igennem tiden, der har valgt at stemme på et andet parti pga. en valgplakat. Men derfor er de ikke overflødige. De tjener flere formål i kampagnen.

Først og fremmest, så har valgplakater en rolle i kampen om personlige stemmer. Det er kun, hvis man har en valgplakat a la Karen Schmidt (nu Hækkerup) i kommunalvalget i 1997 i København, at plakaterne i sig selv kan flytte noget – men de indgår som en del af kandidaternes eksponering overfor potentielle vælgere. Ser man en kandidats navn ved et læserbrev i avisen, ved en Adwords-annonce på Google, en flyer i postkassen et like fra en Facebook-ven og på en valgplakat på vej mod toget hver eneste morgen, så kan det alt sammen være med til at flytte blyanten fra krydset ud for partiet og over på en person i stedet. Og mange steder er det overraskende få personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.

Men det er ikke den eneste grund til, at politikerne fortsat benytter sig af valgplakater.

En anden grund er at gøre vælgerne opmærksomme på, at der er valg. At “samle tropperne” og arbejde for, at ens partis potentielle vælgere rent faktisk møder op i stemmeboksen og får sat et kryds.

Gejst blandt partisoldaterne og medhjælpere i valgkampen er en anden faktor. Der er ikke noget, der signalerer “nu er valgkampen i gang”, som at hænge i en lygtepæl og sætte plakater fast.

Valgplakater kan også være med til at give yderligere presseomtale. Især, hvis de bliver revet ned. Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hærværk mod plakater giver avisomtale til nogle politikere i hvert eneste valgkamp. (Hvis ikke i landsdækkende medier, så i de mindst lige så vigtige lokale medier). Eksempel her.

En sjælden gang sker det også, at en valgplakats udseende kan medføre presseomtale. Det sker f.eks. for Signe Friis i det nordjyske for mange år siden. (Se valgplakaten nederst i dette blogindlæg).

At spekulere i valuta minder altså en smule om at spille lotto. Der er altså ikke ansvarlig, konservativ omgang med skattepenge i mine øjne. Når de tvangsopkræver mine penge, skylder de mig i det mindste at opføre sig bare nogenlunde ansvarligt for dem. Jeg ved godt, at det er naivt at håbe på, men i det mindste kunne de holde sig fra de allerværste former for spekulation.

Der er desværre allerede fundet en afløser, for ellers var der et rigtigt godt bud på en underholdende medvært. Nemlig den tidligere Enhedsliste-frontfigur, nu socialdemokrat Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har lige netop været ude med en særdeles underholdende analyse af nogen med massivt overforbrug og gældsætningsproblemer, nemlig Grækenland. Hvis du ikke ved det, er Grækenland just blevet tvunget til en økonomisk hestekur, fordi skiftende regeringer har brugt langt, langt, langt flere penge, end de har fået ind og kørt den græske økonomi helt i sænk. Pernilles vise råd er, at de burde have brugt langt FLERE penge!

Jeg kan levende forestille mig hende som rådgiver i Luksusfælden: “Nå, men I har altså brugt 10.000 kroner for meget hver måned igennem 3 år og har optaget yderligere lån for at dække hullerne. Det lyder jo godt nok – men I bør altså låne endnu mere! Det vil være vejen frem!”.

Desværre for mig får jeg ikke opfyldt drømmen om Pernille som tv-vært. Derimod er der en vis sandsynlighed for, at hun igen kommer i folketinget og måske endda være en del af regeringsgrundlaget for nogen, der kan få en del at sige vedr. dansk økonomi..

Aktivisterne klynker nemlig nu for fuld kraft over, at det offentlige ikke stiller en stor mængde sengepladser til rådighed til deres tilkaldte medaktivister fra hele verden.

Vi tager den lige en gang til. De aktivister, hvoraf en større mængde med statsgaranti vil kaste sig ud i voldelige sammenstød med politiet, vil have det offentlige selv til at sørge for, at de har et sted at overnatte. Jamen, kære aktivister. Hvis I kan opfordre 10-15.000 mennesker til at komme til DK og besøge jer, kan I vel også sørge for, at de har et sted at være?

Det minder mig sådan om oprørske teenagebørn, der midt i det store oprør stadigvæk forventer det samme høje serviceniveau fra mor og far. “Moar, jeg vil have en seng!”

Videoen er i skrivende stund blevet vist 800.000 gange, og det har fået Visit Denmark til at udråbe den som en stor succes.

Javel ja, målt på ren eksponering og udbredelse er det vel en succes. Men hvilket budskab er det så, Visit Denmark har fået solgt?

For mig er budskabet klart: Udenlandske mænd skal tage til Danmark, drikke vores kvinder fulde og tale om hygge med dem. Så er successen hjemme. Jep, budskabet om, at danske kvinder er letlevende, når de er fulde, er blevet eksponeret grundigt worldwide!

(Og skal jeg så være en smule faglig-nørdet, skal man i det her overveje, hvor mange af de 800.00 visninger, der kommer fra danske seere. Historien har været eksponeret massivt i danske medier med Ekstra Bladets forside og stor omtale på alle netmedier. Det vil altså ikke være et helt vildt bud, at langt, langt størstedelen af alle visninger stammer her fra landet. Altså er budskabet nok ikke blevet spredt så vidt i verden, som Visit Denmark og deres reklamebureau drømmer om..)

PS: En alternativ vinkel på budskabet i kampagnen kan være, at danskere er et løgnagtigt folkefærd, som man ikke kan stole på?