For det er rigtigt, at der formentlig ikke findes mange danskere igennem tiden, der har valgt at stemme på et andet parti pga. en valgplakat. Men derfor er de ikke overflødige. De tjener flere formål i kampagnen.

Først og fremmest, så har valgplakater en rolle i kampen om personlige stemmer. Det er kun, hvis man har en valgplakat a la Karen Schmidt (nu Hækkerup) i kommunalvalget i 1997 i København, at plakaterne i sig selv kan flytte noget – men de indgår som en del af kandidaternes eksponering overfor potentielle vælgere. Ser man en kandidats navn ved et læserbrev i avisen, ved en Adwords-annonce på Google, en flyer i postkassen et like fra en Facebook-ven og på en valgplakat på vej mod toget hver eneste morgen, så kan det alt sammen være med til at flytte blyanten fra krydset ud for partiet og over på en person i stedet. Og mange steder er det overraskende få personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.

Men det er ikke den eneste grund til, at politikerne fortsat benytter sig af valgplakater.

En anden grund er at gøre vælgerne opmærksomme på, at der er valg. At “samle tropperne” og arbejde for, at ens partis potentielle vælgere rent faktisk møder op i stemmeboksen og får sat et kryds.

Gejst blandt partisoldaterne og medhjælpere i valgkampen er en anden faktor. Der er ikke noget, der signalerer “nu er valgkampen i gang”, som at hænge i en lygtepæl og sætte plakater fast.

Valgplakater kan også være med til at give yderligere presseomtale. Især, hvis de bliver revet ned. Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hærværk mod plakater giver avisomtale til nogle politikere i hvert eneste valgkamp. (Hvis ikke i landsdækkende medier, så i de mindst lige så vigtige lokale medier). Eksempel her.

En sjælden gang sker det også, at en valgplakats udseende kan medføre presseomtale. Det sker f.eks. for Signe Friis i det nordjyske for mange år siden. (Se valgplakaten nederst i dette blogindlæg).

JP følger op og har fået en jurist til at sige, at det kan være strafbart at “give urigtige oplysninger til en offentlig myndighed”. En straframme på op til 4 måneders fængsel.

Hvis det nu ender med, at Helle Thorning-Schmidt skal ind og ruske tremmer, så må man håbe for hende, at det ikke sker, mens der er valgkamp. ;)

(Og mere seriøst kan det være en voldsomt kikset fodfejl, der kan koste hende stort set hele hendes politiske karriere – også selvom SF har udtrykt deres klare støtte lige nu, så er det ikke sikkert, at det varer ved i det usandsynlige tilfælde, at hun faktisk bliver anklaget for en forbrydelse).

Det er helt sikkert for at råde bod på det, at Venstre netop har lanceret deres nye “Tjek lige fakta”-side, hvor de opremser en del fakta på forskellige udviklinger siden 2001, hvor den første VK-regering under Anders Fogh tiltrådte.

Nå ja, eller også er det et spørgsmål om at sætte dagsorden og fremhæve deres egne vindersager. :o)

Alt i alt skriver jeg bare det her indlæg for at påpege, at der sker en del sjove tiltag på valgkampsfronten online allerede nu, selvom der ikke officielt er udskrevet valg endnu. Jeg tror, at for os onlinenørder bliver den næste valgkamp noget af det mest interessante at følge med i.

Allerede nu ser vi et væld af video, små frække kampagnesites og høj aktivitet på Facebook og andre sociale medier. Med lidt held øges den kreative tænkning op til selve valgkampen. (Indrømmet, vi kan også være uheldige, og det hele blot ender i mere råberi i en skinger tone). På den front glæder jeg mig i hvert fald til valgkampen.

Nej, Hr. Prehn er nemlig blevet udnævnt til det ærefulde hverv, at han ved enhver given lejlighed skal tilsvine regeringen i almindelighed og Lars Løkke i særdeleshed. Meget forudsigeligt dukker han op som trold af en æske, hver gang der er lejlighed til at tale grimt om regeringen. Det har jeg egentlig ikke gidet spilde energi på at kommentere på før nu.

Men i dag bemærkede jeg på hans Twitter-side, at han nåede nye lavder. (og der skal noget til, for hans standard har godt nok været lav). Det er historien om Jens Veggerbys rolle som naiv kontantsmugler for Stein Bagger, der har fået Rasmus Prehn til at kaste sig ud i endnu en omgang mudderkastning.

For at citere hele hans “Tweet” om sagen, lyder det: “Veggerby er afsløret som millionsmugler, men er han ikke også Lars Løkkes gode ven?”. (skrevet d. 27. marts kl. 9.32)

Og vupti, så er det faktisk næsten fastslået, at Lars Løkke var dybt involveret i Stein Bagger-sagen. Mudderkastning af en kaliber, som jeg troede, at selv socialdemokraterne holdt sig for gode til. Men åbenbart ikke Rasmus Prehn. Det er squ for ynkeligt!

PS: Jeg faldt efterfølgende over et andet eksempel, hvor David Garby, afbalanceret socialdemokrat bag Dansk-politik.dk, også synes at Rasmus Prehn går for langt. (dengang han beskyldte V for at føre fuldemandspolitik).

Den nye strategi er at prøve på at kapre de liberale vælgere, som i dag ikke har noget sted at gå hen. De forsøgte at fange netop den målgruppe i valgkampen, men mudrede budskabet fuldstændig til i alle mulige andre udmeldinger.

Nu skal det så i højere grad være den rene vare, hvis man kan stole på den udlægning, som Berlingske viderebringer. Efterlønnen skal væk og dagpengeperioden skal skæres ned. Vi må vente til det nye program udkommer for at se, hvor liberalt det egentlig bliver.

Som en del af målgruppen, burde jeg klappe i mine små hænder af glæde, men NA har bare så lidt troværdighed tilbage, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg ville stemme på dem, om jeg så selv måtte forfatte partiprogrammet..

PS: I går indså Jørgen Poulsen så, at han er radikal. Ikke overraskende for ret mange. Så må vi se, om han formår at sætte uro i skindpelsen hos de radikale også med nogle mærkelige udmeldinger.

Gitte Seeberg forlader nemlig folketinget til fordel for et job i Verdensnaturfonden. Det betyder, at NA får hendes mandat tilbage og går frem fra 2 til 3 MF’ere!

Hvordan skal Naser Khader og Anders Samuelsen dog håndtere det fornyede lederansvar, der nu havner på deres skuldre. Følg med i medierne for næste afsnit i den underholdende føljeton om Ny Alliances 15 minutter i rampelyset i dansk politik.

PS: Hendes afløser bliver Villum Christensen, der tidligere har udtrykt tvivl om Ny Alliances fremtid, men dog ikke har meldt sig ud.

Det har fået en socialdemokrat i Nordjylland op af stolen. “Sådan var det ikke her” mener han. (igen ikke ordret, men meningen er god nok). Nuvel, manden har været amtsborgmester, så i hvert fald kender han noget til det system. Selvfølgelig har ethvert medlem af systemet en interesse i at forsvare det, så hans troværdighed er måske ikke den største.

Men værre bliver det, når man ser et år tilbage. Her ville Orla Hav nemlig afholde en kæmpe fest for politikere og ægtefæller på skatteborgernes regning.  75.000 kroner skulle bruges på formålet, og den gode Orla så ikke noget problem i det. Da tilsynet med kommunerne greb ind og stoppede gildet, fordi det var ulovligt at bruge penge på den slags, klagede Orla ligefrem til Indenrigsministeren. Altså ham, der i dag er finansminister og hedder Lars Løkke.

Orla klagede til Lars Løkke over, at man ikke måtte bruge 75.000 kr. på politikerne selv, samtidig med, at han kritiserer Lars Løkkes få hundrede kroner i forbrug. Det er vist den slags, der kaldes at skyde sig selv i foden – med et våben af stor kaliber.

Tak til MF Torsten Schack Pedersen for at minde journalisterne om historien.

Det har fået Helle Thorning-Schmidt helt op på de store nagler: “Jeg synes, at det nærmer sig vælgerbedrag, det Malou Aamund har gjort.”, udtaler hun til Politiken. Allerede i går var en indigneret socialdemokratisk formand i tv og pive højlydt over, hvad en politiker fra et andet parti har valgt at gøre.

Det er Helle Thorning selvfølgelig i sin gode ret til at gøre. For os andre virker det blot uendeligt falsk med selektivt brokkeri som dette. Hvis hun for alvor havde ondt af os stakkels vælgere, ville hun vel have protesteret lige så meget, da Pia Christmas forlod et regeringsparti, hvis politik hun var gået til valg på?

Essensen er jo, at hun er mopset over, at regeringen nu er blevet styrket igen. Kunne hun ikke bare have sagt: “Fandens, nu går der nok noget længere, før der kommer valg, så jeg får en chance mere”. Det er jo baggrunden for hendes pludselige bekymring for vælgerne.

I stedet er det en let forkortet version af gårsdagens sjoveste politiske indlæg.

Det er sjældent at politisk debat indebærer personlige angreb, men i går var en undtagelse. Som en reaktion på sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, der nedsatte et udvalg for at se på lavere moms på sunde fødevarer, kritiserede forskellige Venstre-politikere beslutningen og mente ikke, at staten skulle være en barnepige.

Den ellers håbløse formand for partiet Liberalisterne, Torben Mark Pedersen, ville afgjort ikke stå tilbage for Venstre-folkene, så han udsendte et åbent brev til sundhedsministeren, hvori han fik med grovfilen.

I sin fulde ordlyd lyder Torben Marks kommentar til sundhedsministeren sådan (citeret fra 180 grader):  “Jeg er ikke et barn, jeg er bedre uddannet, end du er, og jeg er udmærket klar over, at Mars-bar feder mere end broccoli, men jeg ved også, hvad jeg bedst kan lide af de to, og sammenligner jeg min fysiognomi med din, må jeg tillade mig at sige, at jeg nok spiser sundere – eller mindre – end du gør. Alligevel tillader du dig at ville bestemme over, hvad jeg må spise og drikke. Med hvilken ret?”

Eller som jeg kort oversatte i overskriften: “Du er dum og fed”. (ok, måske rettere, uudannet og fed, men det andet gav altså en mere fængende overskrift).

PS: Personligt mener jeg, at enhver politiker, som vil bestemme over andres liv og levevis må indstille sig på at blive målt efter samme målestok, som de vil måle andre efter.

1) Find mærkesager, som kan danne rygraden i partiets selvopfattelse og folk kan relatere til.

2) Skaf karimatiske frontfigurer i partiet. (Hvis man klarer sig rigtig godt på dette punkt, kan man godt leve med et noget svagere punkt 1).

3) Skaf økonomiske midler til partiet. (Hvis dette punkt svigter, skal man være temmelig stærk i punkt 1 og 2 når valgkampen kommer.)

4) Før en veltilrettelagt valgkamp, hvor kandidater så vidt muligt udtaler sig i samme retning og frontfigurerne bliver brugt bedst muligt i forhold til deres stærke sider.

5) Hvis man bliver valgt, så sørg for en god start for den nye folketingsgruppe, hvor man får markeret sig fornuftigt.

6) Hvis man møder modgang, så hold sammen og undgå, at medlemmer, partistiftere og folkevalgte forlader partiet og smækker med døren undervejs.

Hvis vi så skal se på en enkelt case, er det oplagt at se på Ny Alliance. De har fint levet op til punkt 2.

Lidt værre står det til med punkt 1, 3, 4, 5 og 6.

Mit bud er, at punkt 2 skal være ualmindeligt stærkt for at kunne kompensere for de øvrige mangler fremover..

Her skal nok tilføjes punkt 7):

Sørg for ikke at brænde broerne til dit gamle arbejde, der kan tidsnok blive brug for det.

(og her dumper så 4 ud af 5 af Ny Alliances MF’ere også – foruden et antal af deres kandidater, der ikke blev valgt).