For det er rigtigt, at der formentlig ikke findes mange danskere igennem tiden, der har valgt at stemme på et andet parti pga. en valgplakat. Men derfor er de ikke overflødige. De tjener flere formål i kampagnen.

Først og fremmest, så har valgplakater en rolle i kampen om personlige stemmer. Det er kun, hvis man har en valgplakat a la Karen Schmidt (nu Hækkerup) i kommunalvalget i 1997 i København, at plakaterne i sig selv kan flytte noget – men de indgår som en del af kandidaternes eksponering overfor potentielle vælgere. Ser man en kandidats navn ved et læserbrev i avisen, ved en Adwords-annonce på Google, en flyer i postkassen et like fra en Facebook-ven og på en valgplakat på vej mod toget hver eneste morgen, så kan det alt sammen være med til at flytte blyanten fra krydset ud for partiet og over på en person i stedet. Og mange steder er det overraskende få personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.

Men det er ikke den eneste grund til, at politikerne fortsat benytter sig af valgplakater.

En anden grund er at gøre vælgerne opmærksomme på, at der er valg. At “samle tropperne” og arbejde for, at ens partis potentielle vælgere rent faktisk møder op i stemmeboksen og får sat et kryds.

Gejst blandt partisoldaterne og medhjælpere i valgkampen er en anden faktor. Der er ikke noget, der signalerer “nu er valgkampen i gang”, som at hænge i en lygtepæl og sætte plakater fast.

Valgplakater kan også være med til at give yderligere presseomtale. Især, hvis de bliver revet ned. Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hærværk mod plakater giver avisomtale til nogle politikere i hvert eneste valgkamp. (Hvis ikke i landsdækkende medier, så i de mindst lige så vigtige lokale medier). Eksempel her.

En sjælden gang sker det også, at en valgplakats udseende kan medføre presseomtale. Det sker f.eks. for Signe Friis i det nordjyske for mange år siden. (Se valgplakaten nederst i dette blogindlæg).

‘Ikke’-testen bruges på følgende vis: Tag et politisk udsagn fra en pjece, hjemmeside, læserbrev eller hvor man nu støder på den slags i løbet af en valgkamp. Et eksempel kunne være: “Vi skal tage os godt af de ældre” eller “Danmark skal have et velfungerende sundhedsvæsen”.

Herefter indsættes ordet ‘ikke’ på et passende sted i sætningen. De to eksempler vil blive til: “Vi skal ikke tage os godt af de ældre” og “Danmark skal ikke have et velfungerende sundhedsvæsen”.

Hvis udsagnene tilført ‘ikke’ giver sætninger, som alle vil være uenige i, er det oprindelige udsagn også tomt og ligegyldigt. I de ovenstående eksempler er det jo klart, at ingen har den politiske holdning, at ældrepleje eller sundhedsvæsen skal være af en ringe kvalitet.

Eksempler på udsagn, der faktisk består ‘ikke’-testen er: “Topskatten skal fjernes” eller “Der skal bygges en bro over Kattegat”. Her er udsagn, hvor nogen faktisk kan være uenige, og som kan bruges til at identificere, hvad politikerne rent faktisk mener.

Testen er til fri afbenyttelse.