Det samme indlæg har affødt en anden reaktion hos Morten fra bloggen MidtImod. Han skriver, at kunst skal være elitær, og skamroser Simon Kvamms tekster, der har indbragt ham og Nephew en andenplads i EB’s afstemning. Indlægget har delvist det samme udgangspunkt som mit fra i går, nemlig at man bør fokusere på de positive ting i stedet for at svælge i det dårlige, men han drejer det hurtigt over i en anden vinkel: Skal kunst være elitær?
Morten skriver helt præcist: “Men rent faktisk SKAL kunsten da stræbe efter at være elitær, al den stund at kunst der rettes mod en fællesnævner ikke udvikler sig; ikke rykker noget som helst”.
Det satte lidt tanker i gang hos mig, der ikke er den store kunstkender i almindelighed. Det er i hvert fald ikke min rolle at definere, hvad kunst skal eller ikke skal være.
Men jeg når tænker over det, vil jeg ønske, at der heller ikke er nogen overordnede smagsdommere med en skatteyderbetalt pose penge, der skal definere hvad kunst skal være. Drop nu de der fjollede ideer med kunstnere på finansloven, bestemt af et eller andet panels smagsløg. Hvorfor skal Lars HUG have livsvarigt tilskud fra os andre, mens Tina Dickow ikke skal? (blot for at tage to tilfældige eksempler). Slip kunsten fri og lade den leve frit.
Ganske uden statstilskud, overdommere og fine fornemmelser har kunstnere af alskens slags i århundreder produceret deres værker. Hvorfor skal nogle billedkunstnere, rockmusikere og andre kunstnere have tilskud, mens alle andre kunstnere frivilligt kan tilbringe endeløse timer i hårdt arbejde for deres drøm, indtil den af sig selv kan bringe brød på bordet?
Jeg vil ikke være dommer over, hvem der skal udføre hvilken kunst, eller hvad der overhovedet er kunst, men jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne være fri for, at andre skal være dommer på mine vegne.
]]>De 49 andre på listen er alle miljøaktivister, berømtheder der siger pæne ting om miljøet eller politikere der vil iværksætte alskens tiltag på miljøområdet. Lomborg er udvalgt for at være “en modvægt til den løbske miljøbegejstring” (min oversættelse).
Lomborg bliver desuden rost for ikke at ignorere miljøproblemer, men for at sætte fokus på prioriteringer. Guardian kalder ham “en af de få akademikere, der er klar til at udfordre konsensus med troværdige data”. (igen min oversættelse).
Til Jyllandsposten udtaler Bjørn Lomborg: “Det er dejligt, og det virker som om, de har fået rigtig fat i tingene. Der er udpeget 49, der alle mener, at vi skal gøre noget her og nu, og så mig, der siger, at vi skal passe på, at vi ikke kører for meget derudaf”.
Herfra skal lyde et “forsat god arbejdslyst” til Lomborg med at udfordre den for tiden fremherskende tankegang. Forhåbentlig kan han være med til fremprovokere en bedre debat og nogle gennemtænkte løsninger.
]]>