Kristian Jensen har vundet 33 mio i poker!
De danske medier er fyldt med historier om Peter Eastgate, en dansker som har vundet en af verdens største pokerturneringer og blevet belønnet med en præmie på ca. 53 mio. kroner.
Det er fantastisk mange penge, og tillykke med dem. Men den gode Peter skal ikke rende ud og bruge alle pengene endnu. Som jeg har forstået det, bor han nemlig i Danmark og er derfor skattepligtig af sin gevinst. Gevinsten er vundet udenfor EU, så den tælles som normal indkomst. Havde det været i et EU-land, ville han have sluppet med en speciel gevinstbeskatning, som f.eks. hvis man vinder i Lotto.
Skattepligten betyder, at Peter Eastgate faktisk ikke selv får størstedelen af sine penge. De ryger nemlig direkte i kassen hos skatteminister Kristian Jensen. Uden at løfte et kort eller kaste sig ud i en eneste bluff, kan skatteministeriet hævet ca. 33 mio. kroner af gevinsten. Der bliver altså kun 20 mio. kroner tilbage til vinderen selv. 63 procent af penge går til skattefar Kristian.
Jeg ved godt, at de færreste i jantelovens Danmark vil have ondt af hr. Eastgate, men det er altså horribelt i mine øjne, at marginalskatten er så høj, at man betaler flere penge i skat end man beholder til sig selv.
Desuden er der et principielt problem mht. folk, som har meget svingende indkomster. En musiker, som hvert tredje år udgiver et album og tjener mange penge i dette år, bliver beskattet langt hårdere i gennemsnit end en normal lønmodtager med den samme indkomst fordelt ligeligt over tre år. Der virker ikke rimeligt, at man skal straffes, fordi man tjener sine penge i et lidt andet mønster end standarden.
Rettelse: Man skal ikke stole alt for meget på journalister. Det viser sig nemlig, at Eastgate har været så fiks at flytte til London, så han ikke bliver straffet så hårdt for sin gevinst. Ekstra stort tillykke til ham.
Indlægget får lov til at stå, da jeg har brugt så lang tid på at skrive det (og mine generelle pointer til sidst stadig er valide).
Hej Frank.
Uden at komme ind i en længere skattepolitisk diskussion, så kan jeg kun give dig ret i det, du nævner med folk med svingende indkomster. Men det er jo bl.a. det selskaber, hvori man kan lade pengene stå, er til for.
Du har helt ret i, at marginalskatten er høj, men jeg er overbevist om, at det i sidste ende er bedre end en lavere skat, hvor vi går på kompromis med vores velfærd.
Vi må ikke glemme, hvor vigtigt f.eks. uddannelse er for et land som Danmark, og hvis vi får amerikanske tilstande på dette område, vil vores økonomi uden tvivl følge Islands trop.
Man kan så diskutere det rimelige i, at man skal betale skat af gevinst, hvor man ikke kan trække tab fra (mig bekendt), men det er jo en helt anden diskussion :-)
Hørte i radioen i morges, at han ren faktisk var flyttet til London inden han vandt pengene, så det med dansk skat bliver der nok ikke så meget af for mr. Eastgate.
Han blev interview’et i radioen og her fortalte han, at han da ville overholde (skatte)lovgivningen, men at han lod sine advokater styrer det. Han er smart, både ved og udenfor bordet – RESPEKT!
Hej Martin,
Du har vist læst lidt for længe i det socialdemokratiske partiprogram, hvis du mener, at en marginalskat som den danske er nødvendig for at kunne bevare et velfungerende uddannelsessystem. :o)
Mht. svingende indkomster, så kan selskaber løse en del af problemet, men også kun det. F.eks. er der lønmodtagere som vælger at gå mange år for lav eller næsten ingen løn under uddannelse for herefter at kunne opnå en højere løn. De bliver også straffet af marginalskatten sammenlignet med andre lønmodtagere, som i samme periode har en konstant, men lidt lavere løn.
Hej Søren,
Jeg nåede også at læse, at han var flyttet til London, da jeg netop havde skrevet mit indlæg. Da jeg skriver indlæg så sjældent, udgav jeg det alligevel, bare med en rettelse med det samme :o)
Lad Peters penge være, han har selv kæmpet sig så langt, og hvorfor f….. skal der betales skat af pengene to gange, indskuddet til turneringen har spillerne også betalt skat af, hvorfor denne dobbeltbeskatning? Bliver sgu så sur, skal en virksomhedsejer så også beskattes af et evt overskud bare fordi han har turdet at indskyde allerese beskattede penge i hans firma? Latterlige lille lorte Danmark!
Hej Thomas,
Heldigvis har Peter Eastgate været så fornuftig at flytte til London, før han vandt gevinsten, så han slipper for den grusomme danske marginalskat. (som det også står i den lille rettelse til sidst i mit indlæg).