Valgplakater virker
Hver gang et valg nærmer sig, møder man det klassiske udsagn: “Hvorfor bruger politikerne al den tid på valgplakaterne? De flytter jo alligevel ingenting og det er spild af penge og ressourcer.” Ofte også udtalt i endnu mere skråsikre vendinger af folk, der ikke har den helt store indsigt i politik og politisk arbejde.
For det er rigtigt, at der formentlig ikke findes mange danskere igennem tiden, der har valgt at stemme på et andet parti pga. en valgplakat. Men derfor er de ikke overflødige. De tjener flere formål i kampagnen.
Først og fremmest, så har valgplakater en rolle i kampen om personlige stemmer. Det er kun, hvis man har en valgplakat a la Karen Schmidt (nu Hækkerup) i kommunalvalget i 1997 i København, at plakaterne i sig selv kan flytte noget – men de indgår som en del af kandidaternes eksponering overfor potentielle vælgere. Ser man en kandidats navn ved et læserbrev i avisen, ved en Adwords-annonce på Google, en flyer i postkassen et like fra en Facebook-ven og på en valgplakat på vej mod toget hver eneste morgen, så kan det alt sammen være med til at flytte blyanten fra krydset ud for partiet og over på en person i stedet. Og mange steder er det overraskende få personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.
Men det er ikke den eneste grund til, at politikerne fortsat benytter sig af valgplakater.
En anden grund er at gøre vælgerne opmærksomme på, at der er valg. At “samle tropperne” og arbejde for, at ens partis potentielle vælgere rent faktisk møder op i stemmeboksen og får sat et kryds.
Gejst blandt partisoldaterne og medhjælpere i valgkampen er en anden faktor. Der er ikke noget, der signalerer “nu er valgkampen i gang”, som at hænge i en lygtepæl og sætte plakater fast.
Valgplakater kan også være med til at give yderligere presseomtale. Især, hvis de bliver revet ned. Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hærværk mod plakater giver avisomtale til nogle politikere i hvert eneste valgkamp. (Hvis ikke i landsdækkende medier, så i de mindst lige så vigtige lokale medier). Eksempel her.
En sjælden gang sker det også, at en valgplakats udseende kan medføre presseomtale. Det sker f.eks. for Signe Friis i det nordjyske for mange år siden. (Se valgplakaten nederst i dette blogindlæg).