Åh, disse minder
Hvem skulle tro, at man kunne blive nostalgisk over noget, der har med internettet at gøre? Nej, vel.
Men det skete alligevel, da jeg faldt over en stump artikel på nettet om, at det nu er helt slut med support og udvikling af Netscape Navigator. For dem derude, der er under 20 år, var Netscape firmaet bag en af de første browsere, og i hvert fald den mest populære, da internet gik fra at være undergrund og forskning til massemedie.
Netscape sad næsten enevældigt på browsermarkedet, indtil Microsoft gav den gas med Explorer, og i løbet af nul-komma-nul var det slut med det. Selvom jeg gerne ville bruge Netscape, måtte jeg bare indrømme, at Explorer faktisk overhalede den indenom på brugervenlighed.
Nu er det så slut med Netscape, og hvis man skal lære noget af den historie, er det nok noget med ikke at hvile på laurbærene – især ikke, hvis man er aktiv i en high-tech verden med hurtig udvikling.