Jeg er træt af captcha’er

Når man roder med nettet, vil man med jævne mellemrum støde på captcha’er. De her små forvrængede billeder og tekststumper, som man skal finde hoved og hale i, før man kan få lov til at logge ind på diverse onlinetjenester, skrive kommentarer på sider m.m.

Konceptet er fint nok, og jeg er helt med på, at det er et effektivt våben mod spam. Men som almindelig bruger irriterer det mig, når man enten skal gætte flere gange eller oplever captcha-fejl, når man helt sikkert har tastet den korrekte kode.

Hos hostingfirmaet Servage, der bruger captcha i deres login, er jeg helt holdt op med at prøve at taste den rigtige i første forsøg, for det virker aldrig. I andet forsøg skifter den over til en anden version i et andet vindue, og så kan jeg logge på.

Captcha’er er irriterende på samme måde som alt for meget kopibeskyttelse og koder på produkter som musik og spil, man har købt på ganske lovlig vis. Her får man en lidt ringere og mindre brugervenlig varer som lovlydig forbruger for at forhindre andre i at bryde loven. Oh well, det må jeg skrive og brokke mig noget mere over en anden dag, hvor jeg har behov for at brokke. :o)

7 kommentarer to “Jeg er træt af captcha’er”

  1. Jeg tilslutter mig fuldt ud din kritik. Det er ganske enkelt bare irriterende!

    Det gør blandt andet også, at man på mange blogs ikke kan afgive kommentarer via sin RSS-læser :(

  2. Så vil jeg råde dig til, ikke at læse på Version2’s hjemmeside. For her skriver de om software der kan cracke capthca koderne på under tre sekunder.

    Så ikke alene er de iriterende, de er også nyttesløse – Fortsat god mandag :-)

  3. Hej Søren,
    Jeg trodsede advarslen og læste hos Version2 alligevel. Tak for tippet.
    Når captcha’erne er så nemme at knække, så er situationen præcis sammenlignelig med anti-piratkampen på musik og computerspil. Jeg skal som lovlydig bruger trækkes med en masse besvær, uden at det har den helt store effekt på lovbryderne. Suk.

  4. Vi er nok alle enige om at captcha’er er noget bras, men vi skal huske på at det er det bedste bras vi har. Desuden kan det faktisk anvendes kreativt, ref http://blog.pc-ware.dk/2008/10/23/genialt/

    Hvis der er nogen der finder på et bedre alternativ er de velkomne til at kontakte undertegnede, så skal jeg nok påtage mig den kedelige opgave med at udnytte opfindelsen kommercielt

    MVH

    Henrik Jørgensen

  5. Hej Henrik,
    Din kommentar røg i Akismets filter i første omgang, men nu er du fisket ud igen.

    Det er fikst nok, hvis nogen ligefrem kan få noget produktivt ud af captchaer. I første omgang vil jeg bare blive glad, hvis den gennemsnitlige kvalitet og brugervenlighed stiger en smule.

  6. Jeg er glad for at høre, at det ikke bare er mig der er ved at brække sig over captchaer ;)

  7. Jeg hader dem simpelthen. Rigtigt irriterende, når man indtaster den rigtige kode, men der kommer “fejlmeldinger” hele tiden.

Skriv en kommentar