Moar – jeg vil have en seng!
Det er svært ikke at more sig lidt, når man læser om “klimaaktivisternes” forberedelser til klimatopmødet i København i december.
Aktivisterne klynker nemlig nu for fuld kraft over, at det offentlige ikke stiller en stor mængde sengepladser til rådighed til deres tilkaldte medaktivister fra hele verden.
Vi tager den lige en gang til. De aktivister, hvoraf en større mængde med statsgaranti vil kaste sig ud i voldelige sammenstød med politiet, vil have det offentlige selv til at sørge for, at de har et sted at overnatte. Jamen, kære aktivister. Hvis I kan opfordre 10-15.000 mennesker til at komme til DK og besøge jer, kan I vel også sørge for, at de har et sted at være?
Det minder mig sådan om oprørske teenagebørn, der midt i det store oprør stadigvæk forventer det samme høje serviceniveau fra mor og far. “Moar, jeg vil have en seng!”
Det er den typiske holdning, især fra forkælede danske aktivister. Jeg går helt klar ind for demonstrationer – det er grundstammen i demokratiet – men lige netop i et demokrati, er voldelige demonstranter det mest nytteløse og latterlige, der findes.
Jeg kan godt forstå, at folk i væsentligt mere kontrollerede lande bliver nødt til at ty til voldelige aktioner, men i lille, fredelige (kedelige) Danmark, er det KUN et forsøg på at skabe uro. Desværre viste vi danske aktivister, at uro, ballade og bilafbrændinger tolereres – ja endda præmieres – i forbindelse med Ungdomshusets rømning. Det var en sort dag for Danmark.