Vi skal beskyttes mod Kinderæg

Jeg er en årgang midt-halvfjerdserne og er som sådan vokset op med den chokolade, der hedder Kinderæg. Et chokoladeæg i ualmindelig ringe kvalitet med en gul plastikkugle i midten, som indeholder noget legetøjsskrammel.

Kinderæg var vældigt populært i min barndom, og da chokoladen eksisterer endnu, må den også blive solgt i passende mængden til nutidens børn.

Men det skal være slut nu, hvis det står til en række reguleringsivrige politikere. Enhedslisten, som altid står klar med forslag om, hvordan du må leve dit liv, foreslår, at man forbyder al sammenblanding af mad og legetøj. Per Clausen fra partiet udtaler: “I forhold til både Kinderæg og andre produkter er der er en risiko for, at børn tager fejl og putter legetøjet i munden i stedet for slikket.”

Ja, Per Clausen, det er rigtigt. Livet er fuldt af farer og risici. Der er også en fare for, at børn spiser indpakningspapir og plastik fra andet slik og kvæles i det. Skal vi så også forbyde at pakke slik ind?

Lige i Kinder-eksemplet er jeg sikker på, at der står på indpakningen, at man ikke må give det til børn under 3 år uden opsyn. Det bør vel minimere risikoen ganske gevaldigt, men det er nok for meget for Enhedslisten at have tiltro til, at mennesker kan tage ansvar for sig selv og deres børns sikkerhed.

1 kommentar to “Vi skal beskyttes mod Kinderæg”

  1. Citat: “Skal vi så også forbyde at pakke slik ind?”

    Ja det synes jeg bestemt vi bør gøre. Lad alt slik ligge fremme i bokse hvor børn skal smække deres små pølsefingre ned og grave slik op i deres egen lille pose, hvorefter de går videre til næste boks med halvsmeltet hvid shokolade og stikker klør fem ned i boksen.

    Det må alt andet lige være mere ufarligt end at lægge en gul kapsel med legetøj ind i et stykke chokolade.

Skriv en kommentar