Tanker om kunst
I går skrev jeg en stump om gode sangtekster med fokus på Allan Olsens tekster. Indlægget var affødt af en afstemning hos Ekstra Bladet om dårlige sangtekster.
Det samme indlæg har affødt en anden reaktion hos Morten fra bloggen MidtImod. Han skriver, at kunst skal være elitær, og skamroser Simon Kvamms tekster, der har indbragt ham og Nephew en andenplads i EB’s afstemning. Indlægget har delvist det samme udgangspunkt som mit fra i går, nemlig at man bør fokusere på de positive ting i stedet for at svælge i det dårlige, men han drejer det hurtigt over i en anden vinkel: Skal kunst være elitær?
Morten skriver helt præcist: “Men rent faktisk SKAL kunsten da stræbe efter at være elitær, al den stund at kunst der rettes mod en fællesnævner ikke udvikler sig; ikke rykker noget som helst”.
Det satte lidt tanker i gang hos mig, der ikke er den store kunstkender i almindelighed. Det er i hvert fald ikke min rolle at definere, hvad kunst skal eller ikke skal være.
Men jeg når tænker over det, vil jeg ønske, at der heller ikke er nogen overordnede smagsdommere med en skatteyderbetalt pose penge, der skal definere hvad kunst skal være. Drop nu de der fjollede ideer med kunstnere på finansloven, bestemt af et eller andet panels smagsløg. Hvorfor skal Lars HUG have livsvarigt tilskud fra os andre, mens Tina Dickow ikke skal? (blot for at tage to tilfældige eksempler). Slip kunsten fri og lade den leve frit.
Ganske uden statstilskud, overdommere og fine fornemmelser har kunstnere af alskens slags i århundreder produceret deres værker. Hvorfor skal nogle billedkunstnere, rockmusikere og andre kunstnere have tilskud, mens alle andre kunstnere frivilligt kan tilbringe endeløse timer i hårdt arbejde for deres drøm, indtil den af sig selv kan bringe brød på bordet?
Jeg vil ikke være dommer over, hvem der skal udføre hvilken kunst, eller hvad der overhovedet er kunst, men jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne være fri for, at andre skal være dommer på mine vegne.
Strengt taget kan du have ret i, at ingen skal stille sig som dommer over kunsten med den konsekvens at kunsten må klare sig uden offentlige midler. Det eneste det kræver er et erhvervsliv og nogle rige samlere trækker læsset og det er der ikke tradition for i Danmark. Det kunne, der selvfølgelig komme, men er det ikke et fattigt samfund, hvis vi ikke vil betale til kunst af vores allesammens kasse? Du vil so wie so aldrig komme udover smagsdommerne, private eller offentlige og vi vil altid undre os over, hvorfor det er den ene kunstner frem for den anden, som høster den økonomiske anerkendelse.
Hej Birgitte,
Jeg mener ikke, at et samfund bliver fattigere, fordi det ikke tager penge op af alles lommer for at give dem til nogle af politikerne udvalgte.
Mht. smagsdommere, så opfatter jeg det ikke som smagsdommeri, hvis almindelige mennesker eller private virksomheder vælger at bruge penge på kunst. Så er de blot forbrugere, der handler på egne vegne uden at tvinge noget ned over hovedet på andre. Alternativt er det en pr-udgift for virksomheder, og det må de også ganske selv om.