Fra Sofaen

De danske medier er fyldt med historier om Peter Eastgate, en dansker som har vundet en af verdens største pokerturneringer og blevet belønnet med en præmie på ca. 53 mio. kroner.

Det er fantastisk mange penge, og tillykke med dem. Men den gode Peter skal ikke rende ud og bruge alle pengene endnu. Som jeg har forstået det, bor han nemlig i Danmark og er derfor skattepligtig af sin gevinst. Gevinsten er vundet udenfor EU, så den tælles som normal indkomst. Havde det været i et EU-land, ville han have sluppet med en speciel gevinstbeskatning, som f.eks. hvis man vinder i Lotto.

Skattepligten betyder, at Peter Eastgate faktisk ikke selv får størstedelen af sine penge. De ryger nemlig direkte i kassen hos skatteminister Kristian Jensen. Uden at løfte et kort eller kaste sig ud i en eneste bluff, kan skatteministeriet hævet ca. 33 mio. kroner af gevinsten. Der bliver altså kun 20 mio. kroner tilbage til vinderen selv. 63 procent af penge går til skattefar Kristian.

Jeg ved godt, at de færreste i jantelovens Danmark vil have ondt af hr. Eastgate, men det er altså horribelt i mine øjne, at marginalskatten er så høj, at man betaler flere penge i skat end man beholder til sig selv.

Desuden er der et principielt problem mht. folk, som har meget svingende indkomster. En musiker, som hvert tredje år udgiver et album og tjener mange penge i dette år, bliver beskattet langt hårdere i gennemsnit end en normal lønmodtager med den samme indkomst fordelt ligeligt over tre år. Der virker ikke rimeligt, at man skal straffes, fordi man tjener sine penge i et lidt andet mønster end standarden.

Rettelse: Man skal ikke stole alt for meget på journalister. Det viser sig nemlig, at Eastgate har været så fiks at flytte til London, så han ikke bliver straffet så hårdt for sin gevinst. Ekstra stort tillykke til ham.

Indlægget får lov til at stå, da jeg har brugt så lang tid på at skrive det (og mine generelle pointer til sidst stadig er valide).

Personligt har jeg længe været skeptisk overfor traditionel ulandshjælp. Pengene er blevet uddelt af den danske stat, enten direkte eller via diverse organisationer, ofte direkte til regeringer eller til semi-offentlige organisationer i ulandene. Den slags giver grobund for spild, korruption og forvridning af lokale markeder til skade for den lokale økonomi på sigt.

Derfor glæder det mig, at der nu er en nem mulighed for private mennesker til at understøtte den økonomiske udvikling i fattige, afrikanske lande. Det er gennem initiativet MyC4, at jeg har muligheden for at låne penge direkte til afrikanske iværksættere, de såkaldte mikrolån.

Systemer fungerer således: Afrikanske iværksættere kontakter MyC4 og deres lokale samarbejdspartnere med et projekt, som de gerne vil låne penge til. Når det er godkendt, lægger MyC4 det op på deres hjemmeside, hvor vi långivere så har muligheden for at byde ind på at låne penge til projektet. Man byder med et beløb og den rente, som man vil have for at låne dem pengene. Hvis der på en bestemt skæringsdato er givet tilsagn om et tilstrækkeligt beløb (og den gennemsnitlige rente er under en forudbestemt max-rente), bliver lånet givet og projektet bliver til noget. Deres historik med tilbagebetaling af lån er glimrende indtil videre, så det er sågar muligt at se på det som ren investering, hvis man tager de briller på.

Det er en meget simpel og lettilgængelig måde at gøre en lille smule, der kan være med til forbedre økonomien for mange mennesker i fattige dele af Afrika. Jeg ved godt, at mine bidrag ikke revolutionerer verden, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er et af de steder, hvor de kan gøre mest gavn.

Klik selv ind på MyC4 og kig dig omkring. Et så godt inititativ fortjener noget opbakning.

Når man roder med nettet, vil man med jævne mellemrum støde på captcha’er. De her små forvrængede billeder og tekststumper, som man skal finde hoved og hale i, før man kan få lov til at logge ind på diverse onlinetjenester, skrive kommentarer på sider m.m.

Konceptet er fint nok, og jeg er helt med på, at det er et effektivt våben mod spam. Men som almindelig bruger irriterer det mig, når man enten skal gætte flere gange eller oplever captcha-fejl, når man helt sikkert har tastet den korrekte kode.

Hos hostingfirmaet Servage, der bruger captcha i deres login, er jeg helt holdt op med at prøve at taste den rigtige i første forsøg, for det virker aldrig. I andet forsøg skifter den over til en anden version i et andet vindue, og så kan jeg logge på.

Captcha’er er irriterende på samme måde som alt for meget kopibeskyttelse og koder på produkter som musik og spil, man har købt på ganske lovlig vis. Her får man en lidt ringere og mindre brugervenlig varer som lovlydig forbruger for at forhindre andre i at bryde loven. Oh well, det må jeg skrive og brokke mig noget mere over en anden dag, hvor jeg har behov for at brokke. :o)

For nogle få virksomheder, der er først og størst på deres marked, opstår der nogle gange en (for virksomheden) fantastisk branding via ganske normalt sprogbrug. Nemlig det faktum, at folk bruger virksomhedsnavnet eller navnet på et produkt som generelt udtryk for alle produkter af den slags.

Det er ret udbredt på engelsk/amerikansk, hvor “to hoover” betyder at støvsuge, opkaldt efter støvsugerfabrikanten af samme navn, en “kleenex” er helt generelt udtryk for et papirlommetørklæde og “to xerox” betyder at fotokopiere, blot for at give nogle eksempler.

Det sker også i moderne tid, senest er det sket med Google, der er blevet synonym med at søge på internettet. Ikke fordi de var først, for så havde det heddet at “altavista’e”, “yahoo’e” eller nogle andre endnu mindre mundrette udtryk. Nej, Google har derimod været størst, mest omtalt og mest innovative i en periode, hvor rigtigt mange mennesker begyndte at bruge nettet, så derfor har det længe heddet at “google” både på amerikansk og dansk.

Og på dansk har Google nu fået endnu en blåstempling. Dansk sprognævn har netop meldt ud, at “at google” bliver optaget i ordbogen som et autoriseret ord. Som det første varemærke på dansk, der bliver til et udsagnsord. Fantastisk, så hurtigt tingene kan gå. Det er kun ti år siden, at Google startede forretningen.

At have så godt fast i sproget lover også godt for Googles fremtidige markedsposition. Det er ikke nemmere at hedde Yahoo. Microsoft Live, Cuil eller hvad de andre søgemaskiner nu hedder, når markedslederen ligefrem har gjort sit indtog i sproget også.

Carlsberg måtte for nylig opgive en storstilet reklamekampagne, hvori de ville uddele gratis øl til alle læsere af den engelske avis The Sun. Kampagnen skulle finde sted sidst i august, hvor englænderne har en af deres ”Bank holidays”.

Men Carlsberg havde forregnet sig og undervurderet hadet til The Sun i Liverpool, hvor Carlsberg er sponsor for byens største fodboldhold Liverpool FC. Bryggeriet endte med at aflyse kampagnen som følge af massive protester fra Liverpool-fans verden over.

For at forstå baggrunden for, hvordan en avis kan være forhadt i en hel by, skal vi godt 19 år tilbage. Den 15. april 1989 spillede Liverpool semifinale i pokalturneringen på Sheffield-stadionet Hillsborough. Kampen udviklede sig til en katastrofe, da trafikproblemer var skyld i, at mange Liverpool-fans ankom sent. Politiet valgte efterfølgende at lukke alle indgangene op, netop som kampen gik i gang, og 96 Liverpool-fans blev mast og trampet ihjel, da for mange mennesker blev lukket ind i det centrale afsnit af tribunen i stedet for de sideafsnit, hvor der fortsat var god plads.

The Sun lagde sig her ud med alle Liverpool-fans. Nogle dage efter katastrofen kørte avisen en forside med løgnehistorier om, at Liverpool-fans skulle have stjålet fra de døde og døende, overfaldet og tisset på politi og ambulancepersonale og tævet en betjent, der var i gang med at give mund-til-mund til en døende.

For en by i chok var løgnene salt i et åbent sår, og reaktionen var derefter. Aviser blev brændt på gaden og de fleste forhandlere nægtede at sælge avisen. Den dag i dag sælger The Sun fortsat kun 12.000 aviser i Liverpool, hvor den før Hillsborough solgte over 200.000 eksemplarer dagligt.

Hillsborough-katastrofen er fortsat et ømt emne for Liverpool-fans, fordi ingen blev holdt ansvarlige for den elendige håndtering af publikum den dag. Retssagen mod de ansvarlige politichefer, der havde givet ordre til åbne portene og bagefter løjet om det, blev aflyst, da den ene blev erklæret for syg til at møde op i retten. En utilfredsstillende afslutning for Liverpool-fans, og ”Justice for the 96”-kampagnen.

En fornemmelse af at være blevet svigtet af systemet, der først lod hånt om sit ansvar og lukkede for mange mennesker ind det forkerte sted, og efterfølgende slap ud af retssagen, har været med til at holde bitterheden over Hillsborough i live i Liverpool. Den bitterhed har formentlig været medvirkende til det fortsatte had til London-avisen The Sun så mange år efter. Understøttet af, at den daværende redaktør på avisen hårdnakket nægtede at undskylde for løgnene.

Bandet Manic Street Preachers skrev i 1998 en sang om katastrofen, politiet og retssagen. I sangen S.Y.M.M. lyder omkvædet ”South, south Yorkshire Mass Murderers, who do you sleep at night?”. Sheffield er en del af South Yorkshire politidistrikt, hvis nogen skulle være i tvivl.

Hvis Carlsbergs marketingfolk havde husket denne historie, havde de nok valgt en anden avis som partner og undgået et massivt nederlag på PR-fronten.

PS: Hvis du vil læse lidt mere om selve Hillsborough-katastrofen er Wikipedias artikel om Hillsborough faktisk en meget informativ artikel, som er velunderbygget af links til andre kilder.

Jeg er en årgang midt-halvfjerdserne og er som sådan vokset op med den chokolade, der hedder Kinderæg. Et chokoladeæg i ualmindelig ringe kvalitet med en gul plastikkugle i midten, som indeholder noget legetøjsskrammel.

Kinderæg var vældigt populært i min barndom, og da chokoladen eksisterer endnu, må den også blive solgt i passende mængden til nutidens børn.

Men det skal være slut nu, hvis det står til en række reguleringsivrige politikere. Enhedslisten, som altid står klar med forslag om, hvordan du må leve dit liv, foreslår, at man forbyder al sammenblanding af mad og legetøj. Per Clausen fra partiet udtaler: “I forhold til både Kinderæg og andre produkter er der er en risiko for, at børn tager fejl og putter legetøjet i munden i stedet for slikket.”

Ja, Per Clausen, det er rigtigt. Livet er fuldt af farer og risici. Der er også en fare for, at børn spiser indpakningspapir og plastik fra andet slik og kvæles i det. Skal vi så også forbyde at pakke slik ind?

Lige i Kinder-eksemplet er jeg sikker på, at der står på indpakningen, at man ikke må give det til børn under 3 år uden opsyn. Det bør vel minimere risikoen ganske gevaldigt, men det er nok for meget for Enhedslisten at have tiltro til, at mennesker kan tage ansvar for sig selv og deres børns sikkerhed.

Jep, det er status her på bloggen. Mine indlæg er vanvittigt populære og inspirerer læserne til glødende intense debatter i kommentarsporet.

Lidt mærkeligt er det dog, at størstedelen af kommentarerne består af “nice site. Would you take a look at mine at www.ekstremtspammydomænenavn.com” eller opfordringer til at købe alskens medicin billigt på skumle websider.

Status er nemlig pt. 88 spamkommentarer pr. indlæg og 2 kommentarer skrevet af rigtige, levende mennesker. Jeg ved godt, at jeg har skrevet om det før, men jeg vil bare sig hurra for Akismet igen. Det lille plugin har stoppet næsten alle disse spamindlæg – og forhåbentlig ikke siet alt for mange menneskeindlæg fra undervejs..

Ny Alliance fortsætter med at levere gode overskrifter. I dag drejer det sig om, at de er ved at skrotte deres partiprogram, som ellers i sagens natur ikke er ret gammelt.

Den nye strategi er at prøve på at kapre de liberale vælgere, som i dag ikke har noget sted at gå hen. De forsøgte at fange netop den målgruppe i valgkampen, men mudrede budskabet fuldstændig til i alle mulige andre udmeldinger.

Nu skal det så i højere grad være den rene vare, hvis man kan stole på den udlægning, som Berlingske viderebringer. Efterlønnen skal væk og dagpengeperioden skal skæres ned. Vi må vente til det nye program udkommer for at se, hvor liberalt det egentlig bliver.

Som en del af målgruppen, burde jeg klappe i mine små hænder af glæde, men NA har bare så lidt troværdighed tilbage, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg ville stemme på dem, om jeg så selv måtte forfatte partiprogrammet..

PS: I går indså Jørgen Poulsen så, at han er radikal. Ikke overraskende for ret mange. Så må vi se, om han formår at sætte uro i skindpelsen hos de radikale også med nogle mærkelige udmeldinger.

Lidt teknik-nørd er man vel, og derfor skal det nye legetøj også fluks prøves af. Dette indlæg skrives i et IC3-tog på vej tværs over Danmark, mens jeg er på nettet via mit nye mobile bredbånd.

Jeg havde ellers så sent som i går læst, at det skulle være vanskeligt at bruge mobilt bredbånd i IC-togene, fordi der er noget metalfilm på vinduerne. Men her går det godt nok. Hastigheden er ikke i top, men jeg har heller ikke tænkt mig at køre de store opdateringer eller downloads fra toget af.

Blogge kan jeg fint, og jeg har endnu ikke oplevet, at forbindelsen er hoppet af. Så langt, så godt.

Det er mobilt bredbånd fra Telmore via TDC’s netværk, hvis du er nysgerrig. Jeg har købt den der Huawei usb-dongle, som alle teleselskaberne tilsyneladende sælger for tiden, til at skabe forbindelsen. Havde jeg haft en 3G-telefon, kunne jeg måske have brugt den i stedet.

Opdatering: Langt ude på landet fik jeg kun dækning via GPRS, og det gav mindelser om dengang, mit 56k-modem var det hotteste hotte. Men stadigvæk betyder det, at man har mulighed for at tjekke mail og tjekke basale oplysninger på nettet.

I de seneste par dage har Googles tjenester opført sig mærkeligt.

Ikke selve søgemaskinens forside, men alle de andre tjenester, som Google udbyder. Adwords, Blogger, Gmail m.m.

Nogle ord hist og pist står nemlig ikke på dansk, men på noget, der ligner tjekkisk. Ret spøjst, og sjovt, at en ellers professionel virksomhed som Google render ind i sådan en mærkelig fejl – og så ikke får den rettet i en fart.

Nå, men for det meste kan man nu finde vej rundt alligevel, så jeg kommer mest til at længes efter en tur til Prag, når jeg ser det, der ligner tjekkisk.

(og måtte det være ungarsk, så tager jeg også gerne til Budapest).