Fra Sofaen

Ja, undskyld kære læser, men det er altså ikke dig, overskriften hentyder til.

I stedet er det en let forkortet version af gårsdagens sjoveste politiske indlæg.

Det er sjældent at politisk debat indebærer personlige angreb, men i går var en undtagelse. Som en reaktion på sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, der nedsatte et udvalg for at se på lavere moms på sunde fødevarer, kritiserede forskellige Venstre-politikere beslutningen og mente ikke, at staten skulle være en barnepige.

Den ellers håbløse formand for partiet Liberalisterne, Torben Mark Pedersen, ville afgjort ikke stå tilbage for Venstre-folkene, så han udsendte et åbent brev til sundhedsministeren, hvori han fik med grovfilen.

I sin fulde ordlyd lyder Torben Marks kommentar til sundhedsministeren sådan (citeret fra 180 grader):  “Jeg er ikke et barn, jeg er bedre uddannet, end du er, og jeg er udmærket klar over, at Mars-bar feder mere end broccoli, men jeg ved også, hvad jeg bedst kan lide af de to, og sammenligner jeg min fysiognomi med din, må jeg tillade mig at sige, at jeg nok spiser sundere – eller mindre – end du gør. Alligevel tillader du dig at ville bestemme over, hvad jeg må spise og drikke. Med hvilken ret?”

Eller som jeg kort oversatte i overskriften: “Du er dum og fed”. (ok, måske rettere, uudannet og fed, men det andet gav altså en mere fængende overskrift).

PS: Personligt mener jeg, at enhver politiker, som vil bestemme over andres liv og levevis må indstille sig på at blive målt efter samme målestok, som de vil måle andre efter.

Thomas Blachman er (igen) i vælten i pressen, fordi han giver den gas som dommer i DR’s show X-Factor. Jeg har tænkt over, om man ikke spilder den gode Blachmans talenter ved kun at bruge ham som dommer i musikprogrammer. Han kunne gøre gavn så mange steder i Danmark.

Her er fem eksempler på jobs, hvor jeg kunne se ham gøre god gavn:

1) Politisk journalist/kommentator på Christiansborg.

Det ville være forfriskende med en journalist, der turde kalde en spade for en spade og give levebrødspolitikerne det rigtige modspil:  “Det der siger du jo bare for at få stemmer. Jeg kan ikke mærke nogen passion for politik eller vilje til at ville ændre noget. Det er ren leverpostej.”

2) Programplanlægger for tv-programmer som Go’Morgen Danmark, Aftenshowet, Go’Aften Danmark og lignende.

Her savner vi nogen, der kan fortælle dem, at de er moderne tv’s svar på pausefiskene på DR i monopoltiden: “Det her har jo ingen X-Factor. I prøver ikke engang at skille jer ud fra mængden. Det er en hån mod rigtig journalistik, det I leverer.

3) På socialkontoret 

Her er der behov for nogen, der kan fortælle de hårdt ramte kunstnere, at de skal tage sig sammen og holde op med at klynke: “Man skal føle noget for kunsten. Det er noget, der kommer indefra. Kunsten er jo fuldkommen ufremkommelig, aggressiv. Jeg mener: Folk drikker sig ihjel, skærer ørene af sig selv. Kunsten er genstridig, og derfor er den højspændt aggressiv. Og derfor skal du holde op med at klynke så meget”.

4) Som Coach.

Det er så moderne at have en coach. Her kan en Blachman-type også fint passe ind. Folk kan råt for usødet få at vide, hvad der skal til: “Nu går vi alle sammen alt for meget i bad og vasker personligheden af, inden vi overhovedet ved, om vi har den eller ej. Slut med det. Stå ved hvem du er.”

5) Chef for DR’s underholdningsafdeling.

Her er der også brug for skarpe kommentarer og gode betragtninger: “Hvorfor prøver I i det mindste ikke bare at være anderledes. Skal I partout bruge licenspengene til at kopiere de kommercielle kanalers programmer. Hvorfor overlod I f.eks. ikke et koncept som X-Factor til TV3 eller Kanal5, der elsker den slags. Kunne I ikke udvikle en eller anden form for originalitet?”.

Jeg blev inspireret til dette indlæg af Milos Vendettas kommentar til mit første indlæg om Blachman.

(note fra redaktionen: Læs Milos’ blog. Den er virkelig god spas)

(Mere note fra redaktionen: Visse stumper af de fiktive Blachman-citater ovenfor stammer fra et interview i JP. Resten har jeg selv digtet uden at konsultere manden selv.)

Her følger til frit brug for politikere en lille mini-guide i, hvordan man succesfuldt stifter et nyt politisk parti i Danmark.

1) Find mærkesager, som kan danne rygraden i partiets selvopfattelse og folk kan relatere til.

2) Skaf karimatiske frontfigurer i partiet. (Hvis man klarer sig rigtig godt på dette punkt, kan man godt leve med et noget svagere punkt 1).

3) Skaf økonomiske midler til partiet. (Hvis dette punkt svigter, skal man være temmelig stærk i punkt 1 og 2 når valgkampen kommer.)

4) Før en veltilrettelagt valgkamp, hvor kandidater så vidt muligt udtaler sig i samme retning og frontfigurerne bliver brugt bedst muligt i forhold til deres stærke sider.

5) Hvis man bliver valgt, så sørg for en god start for den nye folketingsgruppe, hvor man får markeret sig fornuftigt.

6) Hvis man møder modgang, så hold sammen og undgå, at medlemmer, partistiftere og folkevalgte forlader partiet og smækker med døren undervejs.

Hvis vi så skal se på en enkelt case, er det oplagt at se på Ny Alliance. De har fint levet op til punkt 2.

Lidt værre står det til med punkt 1, 3, 4, 5 og 6.

Mit bud er, at punkt 2 skal være ualmindeligt stærkt for at kunne kompensere for de øvrige mangler fremover..

Her skal nok tilføjes punkt 7):

Sørg for ikke at brænde broerne til dit gamle arbejde, der kan tidsnok blive brug for det.

(og her dumper så 4 ud af 5 af Ny Alliances MF’ere også – foruden et antal af deres kandidater, der ikke blev valgt).

I dag har jeg læst om to initiativer, der giver lidt nyt liv til den danske blogverden.

Det ene er inspireret af udenlandske aviser, der linker tilbage til de bloggere, som skriver om avisernes artikler. Det er Overskrift.dk og Information, som har indledt et samarbejde, hvor Information offentligør links på de blogs, som skriver om avisens onlineartikler og linker til selvsamme artikler. Man kan påstå, at det ikke er nyt, da onlineavisen 180grader har haft en sådan funktion i noget tid, men det er første gang, at en af de gamle, trykte aviser gør det. Og ifølge indlægget på Overskrift.dk, skal man ikke forvente, at Information er den sidste avis, der hopper på denne vogn.

Læs mere her hos Overskrift.dk.

Dagens anden nyhed er etableringen af en dansk pendant til digg.com og hvad den slags amerikanske “stem på populære indlæg”-sider ellers hedder. Den danske version hedder Anyhed.dk og er netop gået i luften. Derfor er der ikke så mange indlæg, og den er da også i en beta-test udgave indtil videre. Men den bliver da lidt sjov at følge, så klik ind og se, hvad de har at byde på.

Manden bag anyhed hedder Claus Heinrich (og ikke Lars Bachmann, som jeg først fik givet æren, da jeg ikke kunne finde ud af at læse en kommentar på hans blog).

Her til aften bragte TV2-nyhederne en sand tåreperser af en historie. En stakkels, stakkels musiker kunne med de foreslåede ændringer af dagpengereglerne risikere at skulle tage et normalt job, hvis han ikke længere kunne få supplerende dagpenge ved siden af sine forskellige musikerjobs.

Det var da grusomt. Betyder det virkelig, at manden skal tage ansvar for sig selv og ikke blot kan række hænderne ned i skatteydernes lommer og tage penge, som det passer ind i hans livsstil? Forventer man virkelig, at han ikke længere have offentligt tilskud til deltidsarbejde i en situation, hvor der er skrigende mangel på arbejdskraft i et hav af forskellige sektorer?

Jeg ved ikke, hvad det ligner.  Det er da frygteligt, hvis mange tusinde mennesker skal have et lille skub til at tage fuldtidsbeskæftigelse og medvirke til at mindske flaskehalsproblemerne på det danske arbejdsmarked.

Danmark er et hårdt land at bo i..

DR kører for tiden programmet X-Factor, der er en slags kopi af American Idol. Ganske som i den danske version af Idols, har man Thomas Blachman med som dommer.

For mig er Blachman et forfriskende pust af ærlighed. Han fortæller de håbløse, at de er håbløse, og sidder ofte hovedrystende over, at de mest talentløse overhovedet stiller op til den slags shows. Hvis du ikke har set programmet, er hans stil meget kontant.

Den stil tiltrækker naturligvis kommentarer. I dag er det mobbekonsulent Helle Rabøl Hansen, der i JP brokker sig over Blachman og X-Factor.

“X Factor matcher slet ikke traditionerne i dansk pædagogiske tænkning på værdighed og rimelighed. Ind i mellem kritiserer man deltagerne meget dybt og krænkende og nærmest også på deres person”, udtaler hun og fortsætter med at forklare, hvad dansk pædagogik går ud på.

Jeg lærer to ting af hendes udtalelser:

1) Hun bør ikke se X-Factor, hvis det er så hård en oplevelse for hende. Alternativt bør hun inden næste fredag ruste sig ved at tænke over, om et underholdningsprogram fredag aften har ret meget at gøre med opdragelse og pædagogik.

2) Der skal ikke holdes X-Factor konkurrencer i børnehaverne. I hvert fald ikke med Thomas Blachman som dommer.

I går skrev jeg en stump om gode sangtekster med fokus på Allan Olsens tekster. Indlægget var affødt af en afstemning hos Ekstra Bladet om dårlige sangtekster.

Det samme indlæg har affødt en anden reaktion hos Morten fra bloggen MidtImod. Han skriver, at kunst skal være elitær, og skamroser Simon Kvamms tekster, der har indbragt ham og Nephew en andenplads i EB’s afstemning. Indlægget har delvist det samme udgangspunkt som mit fra i går, nemlig at man bør fokusere på de positive ting i stedet for at svælge i det dårlige, men han drejer det hurtigt over i en anden vinkel: Skal kunst være elitær?

Morten skriver helt præcist: “Men rent faktisk SKAL kunsten da stræbe efter at være elitær, al den stund at kunst der rettes mod en fællesnævner ikke udvikler sig; ikke rykker noget som helst”.

Det satte lidt tanker i gang hos mig, der ikke er den store kunstkender i almindelighed. Det er i hvert fald ikke min rolle at definere, hvad kunst skal eller ikke skal være.

Men jeg når tænker over det, vil jeg ønske, at der heller ikke er nogen overordnede smagsdommere med en skatteyderbetalt pose penge, der skal definere hvad kunst skal være. Drop nu de der fjollede ideer med kunstnere på finansloven, bestemt af et eller andet panels smagsløg. Hvorfor skal Lars HUG have livsvarigt tilskud fra os andre, mens Tina Dickow ikke skal? (blot for at tage to tilfældige eksempler). Slip kunsten fri og lade den leve frit.

Ganske uden statstilskud, overdommere og fine fornemmelser har kunstnere af alskens slags i århundreder produceret deres værker. Hvorfor skal nogle billedkunstnere, rockmusikere og andre kunstnere have tilskud, mens alle andre kunstnere frivilligt kan tilbringe endeløse timer i hårdt arbejde for deres drøm, indtil den af sig selv kan bringe brød på bordet?

Jeg vil ikke være dommer over, hvem der skal udføre hvilken kunst, eller hvad der overhovedet er kunst, men jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne være fri for, at andre skal være dommer på mine vegne.

Hos Ekstra Bladet havde de i december en afstemning om, hvem der skrev Danmarks værste sangtekster. Ikke overraskende og ganske velfortjent hev Nik og Jay langt de fleste stemmer hjem. Hele 41% af de afgivne stemmer havnede hos dem, mens Simon Kvam og Nephew endte på 2. pladsen med 17%. De næste var kunstnere som Zididada, Rasmus Nøhr og Gnags.

Bliver du udsat for nogle af ovenstående og synes, at det er noget bras, så skift radiostation eller sluk. I stedet vil jeg her Fra Sofaen fokusere lidt på nogle eksempler på folk, der skriver gode sangtekster. Langt mere konstruktivt og opbyggeligt end altid at fokusere på det negative.

Dagens eksempel er dansk og han hedder Allan Olsen. Han er på mange måder klassisk singer/songwriter, der gerne fortæller lange historier med sine sange. Men det er egentlig ikke på grund af fortællingerne som sådan, at jeg fremhæver hans tekster i dag. Nej, det på grund af de gode billeder, han frembringer, og de små finurlige twists, han har i sine tekster.

Her er et eksempel fra ‘Balladen om T.T.T’ (også kendt som Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup): “eller døvstumme Conny der forsøger at danse til Poul Dissing der forsøger at synge”, hvor han kommer med et venskabeligt prik til Poul Dissing og hans manglende sangstemme.

Og fra Taberens Søn: “hvad med en type som vejmandens Erik, der trods alt var det største pjok. Han var dum til at regne, han var dum til at skrive, i gymnastik var han bedst til at vræle. Men han var god til at sladre, så nu er han i Føtex hvor han lurer på, om folk de vil stjæle”.

Eller i Wir Will Ein Danmark, hvor han beskriver snævertsynede folk sådan: “horisont som en mink. Tom som en Texaco plasticdunk”.

I sangen ‘I den by, jeg kommer fra’, beskriver han fint en soveby, hvor intet sker. Sangen slutter med linierne: “de venter blindt på næste træk, men bliver ved jorden af højdeskræk, parat til at dø for kedsomhedens skyld, er det det eneste de kan, i den by de kommer fra”.

I ‘5 under 0’ beskriver han en reaktion der “er lisså vild som Stavanger by night”. Man kan levende se den for sig.

Nå, det må være nok for i dag. Hvis dette har givet dig lyst til at læse/høre/genlæse/genhøre Allan Olsens tekster, så gør det. Hvis det ikke har, så læs eller hør noget andet godt.

Når jeg står foran køledisken i et velassorteret supermarked, bemærker jeg, at der blandt de små, alternative mejerier er en tendens til, at deres mælk konsekvent er uhomogeniseret.

Man kan undres over, hvorfor visse forbrugere foretrækker mælk, der ikke er behandlet, så den bliver ens, men i stedet skiller og lader fedtet samle sig i klumper.

Mon ikke det hænger sammen med, at de prøver at sælge det uforfriskede, sunde image til deres kunder. At en del af deres kernekunder bliver bekræftet i, at ‘det her vel nok må være sundt’, når mælken skiller og lige skal rystes, før den kan drikkes. Samtidig sparer mejeriet udgifterne til maskiner til homogenisering, så det er både en form for produktbranding og en økonomisk gevinst samtidig.

Der eksisterer også myter om, at homogeniseret mælk skulle være farligt i forhold til hjerte-kar sygdomme, men det afvises her og her.

Alt i alt kan jeg fint fortsætte med at drikke min ensartede mælk og overlade klumper og rysteri til de frelste. (eller dem, der gerne vil have øko-mælk, og bliver nødt til at købe klumpemælken, fordi ikke ret meget økomælk er homogeniseret).

TV3 kører en quiz, der hedder “1 mod 100”. Der er Bjørn Lomborg ikke en deltager, men han har fået en rolle i et andet show. “1 mod 49” kan man kalde Guardians liste over 50 mennesker, der “kan redde planeten”.

De 49 andre på listen er alle miljøaktivister, berømtheder der siger pæne ting om miljøet eller politikere der vil iværksætte alskens tiltag på miljøområdet. Lomborg er udvalgt for at være “en modvægt til den løbske miljøbegejstring” (min oversættelse).

Lomborg bliver desuden rost for ikke at ignorere miljøproblemer, men for at sætte fokus på prioriteringer. Guardian kalder ham “en af de få akademikere, der er klar til at udfordre konsensus med troværdige data”. (igen min oversættelse).

Til Jyllandsposten udtaler Bjørn Lomborg: “Det er dejligt, og det virker som om, de har fået rigtig fat i tingene. Der er udpeget 49, der alle mener, at vi skal gøre noget her og nu, og så mig, der siger, at vi skal passe på, at vi ikke kører for meget derudaf”.

Herfra skal lyde et “forsat god arbejdslyst” til Lomborg med at udfordre den for tiden fremherskende tankegang. Forhåbentlig kan han være med til fremprovokere en bedre debat og nogle gennemtænkte løsninger.